Valravn

Jeg har syndet, spyttet

I kærligheden ansigt

Åbn mine øjne, jeg rejser ned i afgrunden (Koder på snor)

Med ”Koder på snor” er Valravn endelig klar med deres længe ventede andet album. Titlen er inspireret af superstrengs-teorien om altings sammenhæng i den universelle orden: ”Skubber til plader de flår mig i stykker/Smelter som lava ind i verdens kerne”; som det hedder i titelnummeret.På ”Koder på snor” tager Valravn nye skridt imod en endnu mere personlig musik, der nok bærer sine rødder med sig men i ligeså høj grad er født af både nuet og fremtiden.

Hvor debutalbummet primært var fortolkninger af traditionelle nordiske sange, er størstedelen af numrene på ”Koder på snor” skrevet af bandet selv, hvilket giver musikken mere kant og endnu mere af den tågede og magiske stemning, der er et af Valravns særkender. Igen er den karismatiske færøske sangerinde Anna Katrin Egilstrøð det fortællende centrum i Valravn – og den perfekte guide ind i den mentale og musikalske rejse i åbne landskaber, der er ”Koder på snor”. Med udgangspunkt i den blålige og længselsfulde nordiske tone og rundet af de åbne og store vidder. Og altid med en sjælden og særdeles virkningsfuld dynamik i musikken, der bevæger sig fra stilhed til storm, med samme naturlighed som havet rejser sig med tidevandet. 

Det er seersken med fuglene

Der skærer illusionerne

Det er seersken med fuglene

Der går rundt i sneen og skriver gåder (Seersken)

Valravn debuterede i 2007 med albummet ”Valravn”, hvor blandingen af elektronik, elektricitet og nordiske folkrødder tog både publikum og medier med storm. Albummet blev nomineret til tre Danish Music Awards.

Valravn har de sidste par år turneret intensivt i både Danmark og udlandet – og har foråret og sommeren igennem været at finde på festivaler og klubber i bl.a. Tyskland, Norge, Holland, Færøerne, Frankrig og Schweiz. Og selvfølgelig også herhjemme, hvor bl.a. en stærk optræden på årets Spot Festival og Roskilde Festival 2008 hører til højdepunkterne. 

Valravn er: Anna Katrin Egilstrøð (vokal), Martin Seeberg (fløjter, viola, vokal), Søren Hammerlund (mandola, hurdy gurdy, nøgleharpe), Juan Pino (trommer, percussion) og Christopher Juul (keyboards, beats og elektronik).

Koder På Snor blev nomineret til 2 Danish Music Awards Folk i 2010. I februar 2011 udsendte de remix albummet "Recoded", hvor kunstnere som Kenneth Bager, Euzen, Omnia, Faun, Transglobal Underground, Orka, m.fl. remixede eller fortolkede diverse Valravn numre.

Se mere om Valravn her:

www.valravn.net
www.facebook.com/Valravn
www.myspace.com/valravn

Udgivelser

Valravn
2007

Koder på snor
2009

Re-coded
2011

Valravn Bandphoto